• Forside
  • Erik Back
  • Kontakt

Sulcus

Zoneterapi og sundhed

  • Behandling
    • Giv selv zoneterapi
    • Lidelser
    • Zoner på foden
  • Viden
    • Foden
    • Historie
    • Mineraler
    • Teori
    • Virkning
    • Vitaminer

Klinikkens e-mail og hjemmeside

maj 8, 2012 by erikback Leave a Comment

Din e-mail og din hjemmeside er utroligt vigtige at tænke meget over. På dette stadie i din forretningsplan behøver du ikke at tage stilling til indholdet på din hjemmeside, men det er vigtigt at du få det rigtige domænenavn og e-mail.

Du sikkert allerede fundet et godt navn og set om domænet er ledigt. Hvis du ikke har fundet et navn endnu, så læs [Hvad skal klinikken hedde?]

I dag finder de fleste klienter dig via din hjemmeside. Jeg har nøje fulgt mine besøgende på min hjemmeside og langt de fleste læser og bestiller tid på min hjemmeside. Derfor er det vigtigt at lægge en god strategi for hvordan du vil være repræsenteret på Internettet.

Få din egen e-mail adresse

Lige fra starten er det vigtigt at du hele tiden tænker på hvordan du kommunikerer og hvordan andre ser dig. En e-mail har flere funktioner end at sende og modtage post. Den har også en markedsføringsmæssig funktion.

Hvis du bruger din hotmail eller gmail adresse i din kommunikation med samarbejdspartnere og klienter, så opfattes du som en privatperson der driver hobbyvirksomhed. Dvs. du mister troværdighed og vil ikke blive opfattet som en seriøs medspiller.

Ved at have din egen e-mail signalerer du til din omverden at du er kompetent og ved hvad du har med at gøre og at du driver en seriøs forretning.

Du kan sagtens være både seriøs og dygtig selvom du bruger en hotmail, men det er ikke det du signalerer til din omverden.

Din e-mail bør se sådan ud:

ditnavn@dinklinik.dk

Det sælger meget bedre end fx:

ditnavn231@hotmail.com

Køb et domæne

At købe et domæne betyder ikke at du skal lave en hjemmeside endnu. Det betyder bare at du køber et navn på Internettet. Det er som regel en god idé at købe en plads på et webhotel ved samme lejlighed.

Når du har købt et domæne og en plads på webhotel, så har du en adresse på internettet hvor folk kan finde din klinik. Til at starte med er din hjemmeside helt tom. Nogle terapeuter vælger at få en professionel til at lave hjemmesiden, mens andre har teknisk snilde til selv at gøre det.

Jeg har valgt selv at lave mine hjemmesider, men overvejer alvorligt at få lavet et flot personligt design af en professionelt grafiker. Mine hjemmesider er sat om som en blog fordi jeg kan lide at skrive og formidle, men du kan også vælge en mere enkel løsning hvor du bare har et visitkort for din klinik.

Hjemmesiden er et stort emne og det vil jeg komme nærmere ind på senere i processen.

Dit domænenavn bør se således ud:

www.dinklinik.dk

Læg mærke til at domænenavnet svarer til ’efternavnet’ på din email ditnavn@dinklinik.dk

Det er nemlig dit domænenavn der bestemmer hvordan din email ser ud – og det virker mere professionelt.

På de fleste webhoteller kan du oprette alle de email adresser du vil, så hvis du en dag ansætter en anden terapeut så kan du lave en ny email uden at det koster ekstra, så længe den slutter på @dinklinik.dk

Valg af host

Når du skal vælge en host (vært) hvor du vil lægge din hjemmeside, så er der rigtig mange at vælge imellem. Det kan være en jungle at finde rundt i, men generelt bør du ikke betale mere end 100 – 200 kr. årligt for dit .dk domæne.

Det koster omkring 100 kr. at oprette dit domæne og hotel. Det er helt normalt at betale for et helt år ad gangen.

Jeg vil anbefale dig at vælge et billigt webhotel hos en af de store udbydere. De store udbydere er som regel meget stabile i drift og der er sjældent andre begrænsninger end plads. Du kan sagtens vælge den mindste og billigste pakke for du får aldrig brug for mere til din klinik.

Alle mine hjemmesider kører på de mindste løsninger og jeg udnytter kun 20% af pladsen selvom jeg skriver nyt indhold til siderne hver eneste dag.

Jeg har tidligere brugt One.com men er begyndt at bruge UnoEuro i stedet for. Begge er repræsenteret på dansk, er billige og har god support.

UnoEuro virker mere fleksibel og er en lille smule mere brugervenlig. Fordelen ved One.com er 24 timers chat support hvor du altid kan få hjælp på enten dansk eller engelsk.

Du kan altid skifte

Domænenavne er ikke dyre, så hvis det viser sig at du hellere vil give klinikken et andet navn, så kan du bare købe et andet domænenavn. Jeg har selv 5-6 domænenavne.

Når du vælger et webhotel, så er du ikke bundet mere end at du altid kan skifte til et andet. Du binder dig for at betale et års leje på hotellet, men du kan flytte fra dag til dag. De gange jeg har flyttet webhotel er hele mit domæne blevet flyttet på få timer. Dine besøgende opdager aldrig flytningen.

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Forretningsplan Tagged With: baggrundsoplysninger, email, hjemmeside, køb af domæne, navn på klinik, webhotel

Firmatelefon kan være en fordel

maj 7, 2012 by erikback Leave a Comment

Telefon © Erik Back 2012

I forretningsplanens baggrundsoplysninger skal du skrive et telefonnummer. I selve forretningsplanen er det fint nok med dit privatnummer, men det er godt at gøre overvejelser om du vil have en separat telefon til din klinik.

I dag er der ikke ret mange der vælge fastnettelefon til sin klinik. Dels fordi det er en dyr løsning og dels fordi den ikke er fleksibel. Du sidder ikke på klinikken i otte timer hver dag og passer telefon. De fleste terapeuter laver andre ting uden for klinikken når der ikke er klienter.

Derfor har du brug for en mobiltelefon så du kan besvare opkald fra dine klienter som eventuelt vil booke en tid til behandling.

Det kan dog være lidt besværligt at rende rundt med to telefoner, din private og klinikkens, så hvis du vælger at have et separat nummer til klinikken, så vil jeg anbefale at du undersøger hvilken løsning dit teleselskab kan tilbyde så du har to numre tilknyttet dit simkort.

Jeg ved at der findes flere muligheder og de fleste selskaber har en billig løsning til små virksomheder.

Min løsning

Jeg har valgt at bruge mit privatnummer selvom det kunne være en fordel at have et specielt nummer til klinikken. Med et separat nummer har jeg mulighed for at se hvornår et opkald er arbejdsrelateret og jeg kan så vælge at lade være med at tage telefonen når jeg holder fri.

Et separat nummer har også en markedsføringsmæssig værdi. Dit firma får sin egen plads i telefonregistre og det øger troværdigheden omkring din klinik.

Det til trods har jeg alligevel valgt at bruge samme telefonnummer. Det har jeg gjort fordi jeg har minimeret mine opkald fra klienter og samarbejdspartnere. Langt den største del af min kommunikation foregår via min hjemmeside og e-mail.

Det er meget sjældent at jeg modtager opkald fra klienter på telefonen. Klienten foretrækker nemlig ofte at bestille tid online via et bookingsystem. At oprette et bookingsystem på min hjemmeside er en af de bedste investeringer jeg har gjort. Det minimerer opkald og det frigør en masse tid med planlægning og booking.

Et bookingsystem beregner nemlig selv de ledige tider og sørger for at opdatere min kalender.

Jeg prøver så vidt muligt at automatisere de administrative dele af min klinik.

Jeg kan anbefale at se lidt nærmere på Gecko Booking; det er både nemt og billigt at bruge. Du kan se her hvordan jeg har integreret mit bookingsystem.

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Forretningsplan Tagged With: baggrundsoplysninger, bestille tid, bookingsystem, firmatelefon, mobil til klinikken, telefonnummer

Hvilken adresse skal klinikken have?

maj 6, 2012 by erikback Leave a Comment

Adresse på klinik © Erik Back 2012

Du er i opstartsfasen af din klinik og det betyder at du endnu ikke har anskaffet dig et lokale at behandle i. Derfor er du, ind til videre, nødt til at bruge din hjemmeadresse. Men fremover er det bedst at benytte klinikadressen i din kommunikation.

Senere vil du dog opdage at adressen ikke altid er helt så enkel. Når du starter klinik er det ofte i fællesskab med andre. Der er mange klinikfællesskaber du kan leje dig ind i, men det er ikke alle steder du kan modtage post. Det betyder at du er nødt til at have både en klinikadresse og en postadresse, selvom det kan skabe en del forvirring hos klienter og samarbejdspartnere der vil sende dig post.

Jeg vil dog stærkt anbefale dig at modtage post på din privatadresse hvis du er lejet ind i et klinikfællesskab.

3.000 kr. på gulvet

I den spæde opstart af min klinik valgte jeg at oplyse klinikadressen til mine samarbejdspartnere i den tro at jeg ville modtage post i fællesskabets postkasse. Udlejeren af fællesskabet forsikrede at alt post kunne modtages og ville blive fordelt til behandlerne.

Hver behandler havde en hylde og skuffe i et fælles depotrum hvor post også blev lagt. Jeg havde afsluttet et behandlingsforløb for en klient der havde fået bevilliget behandlingen betalt af sit forsikringsselskab. Jeg aftalte med selskabet at sende fakturaen direkte til dem og så ville de sende mig pengene.

Som sagt så gjort. Jeg så aldrig pengene og forsikringsselskabet hævdede at de havde sendt dem. Fem uger senere fandt jeg min check på 3.000 kr. liggende under en yogamåtte ude på depotet.

På trods af gode intentioner kan vigtig post gå tabt hvis ikke du passer på. Der er en del post der er så vigtig og indeholder oplysninger som kun du må se at du ikke kan risikere at den håndteres af andre eller at den falder på gulvet eller ned bag en hylde.

Sådan gør jeg

Min erfaring er at det er bedst at have sin postadresse på privaten. Derfor skriver jeg to adresser på min kommunikation. Den ene kalder jeg Klinikadresse og den anden Postadresse. For at sikre mig at folk ikke tager fejl oplyser jeg kun min postadresse til myndigheder og samarbejdspartnere. Mine klienter får kun min klinikadresse.

Det er lidt besværligt, men min erfaring er at det er den mest sikre løsning. Hvis du har dine helt egne lokaler så er dette naturligvis ikke et problem.

 

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Forretningsplan Tagged With: adresse, baggrundsoplysninger, klinikfællesskab, modtage post

Har zoneterapeuten et CVR-nummer?

maj 5, 2012 by erikback Leave a Comment

Centrale VirksomhedsRegister © Erik Back 2012

Et CVR-nummer er din virksomheds nummer ligesom du har er CPR-nummer. CVR står for det Centrale VirksomhedsRegister.

Når du er selvstændig erhvervsdrivende skal du som udgangspunkt have et CVR-nummer.

Du kan søge en virksomheds CVR-nummer på http://www.cvr.dk. Prøv at søge på ”sulcus” – så kommer mit CVR-nummer frem: 26854601.

Du kan læse om CVR-nummeret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller du kan se en interaktiv guide lavet af Virk.dk.

Ofte kaldes CVR-nummeret også for momsnummeret fordi du bruger dit CVR-nummer når du indberetter til SKAT. Som zoneterapeut er du momsfritaget, men skal i stedet betale lønssumsafgift.

Du behøver ikke et CVR-nummer før du har en årlig omsætning på mere end 50.000 kr. StartVækst har god information om krav til CVR.

Jeg mener at du ligeså godt kan registrere din virksomhed med det samme. Det koster ikke noget og det gør mange ting en hel del nemmere. Det virker også mere professionelt at have et CVR-nummer som du kan skrive på fx visitkort og hjemmeside. Det øger din kliniks troværdighed. Hvis du vil have betaling med Dankort skal du også have et CVR-nummer.

Du kan få et CVR-nummer her hos Erhvervsstyrelsen.

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Forretningsplan Tagged With: baggrundsoplysninger, cvr nummer, momsnummer, opstart af klinik, registrering

Hvad skal klinikken hedde?

maj 4, 2012 by erikback Leave a Comment

Anatomisk atlas © Erik Back 2012

Jeg går ud fra at du har oprettet en profil hos StartVækst og har læst introduktionen til ”Min detaljerede forretningsplan”. Der er sikkert mange nye begreber og emner, men det skal du ikke lade dig skræmme af.

Du skal i gang med det første afsnit af din forretningsplan og husk at alt hvad du skriver i planen bliver gemt automatisk og du kan til hver en tid ændre det du har skrevet.

Vælg menupunktet ”Baggrundsoplysninger”

Ved første gennemsyn ser det jo ud til at være ret nemt at udfylde, men det er ikke helt så enkelt endda. Lad os sige at jeg vil starte en klinik for første gang og vælger den hurtige løsning og taster de mest nærliggende baggrundsoplysninger ind:

  • Eriks zoneterapi
  • Falstersgade, 8000 Aarhus C
  • t. 20 21 69 46
  • e. erik324@hotmail.com

Disse oplysninger er nogle af de mest basale og vigtige i din forretningsplan og de er de første oplysninger dine kommende samarbejdspartnere og klienter vil se. Derfor er det ualmindeligt vigtigt at du bruger tid på finde et godt navn og skaffe de nødvendige oplysninger for at fremstå som professionel og troværdig.

Alt for ofte har jeg set terapeuter der starter klinik hjemme i stuen, men det giver en forkert signalværdi hvis du vil have din klinik som levevej.

I mit eksempel ovenfor har jeg indtastet private oplysninger og har ikke gjort mig umage med at finde et godt navn til klinikken. Jeg har brugt mindre en to minutter på at udfylde baggrundsoplysningerne og de er alt for mangelfulde.

Sådan fandt jeg et godt navn

Brug lang tid på at finde et godt navn og lav gerne en brainstorm for at få ideer. Pas på at du ikke bliver for kreativ. Fx Erzoaa som en forkortelse af Erik Zoneterapi Aarhus. Klinikkens navn skal være nem at huske og gerne signalere det du laver, dvs. zoneterapi eller sundhed.

Jeg lavede en del research og så på hvad iøjefaldende sundhedsvirksomheder kaldte deres klinikker og behandlingssteder. De største og mest succesfulde havde navne der relaterede til latinske betegnelser for muskler, væv og organer.

Derfor besluttede jeg mig for at finde en latinsk betegnelse for min kliniks navn. Jeg tog et anatomisk leksikon og begyndte at bladre i det indtil jeg stødte på et kort navn som jeg kunne lide. Derefter søgte jeg på navnet i Google for at se om der var andre der havde valgt dette navn.

Jeg undersøgte også de søgeresultater der kom frem for at se om det valgte navn gav resultater der relaterede til det jeg gerne vil signalere med min klinik.

Det er også meget vigtig at domænet på dette navn er ledigt. Din hjemmeside skal nemlig have det samme navn som din klinik ellers sender du forvirrende signaler til dine klienter. Det kan være meget svært at finde korte domænenavne, men lad være med at gå på kompromis. Brug hellere lang tid på at finde et godt navn.

Efter lang tids søgen fandt jeg frem til Sulcus som betyder ’fure’ og typisk refererer til en hjernefure. Jeg kunne se mange muligheder i navnet og sulcus.dk var ledigt. Efter nogle år fandt jeg på den ganske indlysende idé at kalde klinikken for Sulcus Zoneterapi.

Der kan være mange meninger om et godt navn og det afhænger helt af hvad du vil med din klinik. Det vigtigste er at du bruger god tid på at finde et godt navn med et ledigt .dk domæne. Navnet skal være nemt at forstå når du udtaler det og hvis det indeholder en svær stavemåde så skal det være ultrakort så du hurtigt kan stave det, som Sulcus. (her høres ’c’ som ’k’)

Opgave: Find et navn til din klinik. Men vent med at købe domænenavn – det punkt kommer jeg til i en senere artikel.

Andre ressourcer

Hvad skal din virksomhed hedde?

Gode forretningsnavne i 5 trin

Et godt domænenavn til din virksomhed

Inspiration til firmanavn

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Forretningsplan, Klinik Tagged With: godt kliniknavn, navn til firma, navn til klinik

Zoneterapeutens 10 hatte

maj 3, 2012 by erikback Leave a Comment

Skammel © Erik Back 2012

Når du starter klinik og gerne vil leve af det, så er du ikke kun terapeut. Du har mange roller og opgaver. Dét at være zoneterapeut og give behandling er kun en del af klinikkens drift.

En stillingsbetegnelse kan have mange navne, men her er mit bud på 10 stillinger du har når du vælger at blive selvstændig terapeut. Hvert stilling svarer til et punkt i din forretningsplan.

1. Administrator – Grundlæggende om klinikken

2. Iværksætter – Klinikkens idégrundlag

3. Personaleansvarlig – Personlige ressourcer

4. Zoneterapeut – Behandling med zoneterapi

5. Analytiker – Markedsbeskrivelse

6. Sælger – Salg og markedsføring

7. Organisator – Organisering af klinikken

8. Udvikler – Udvikling af virksomheden

9. Planlægger – Budgetter

10. Økonom – Finansiering

Jeg har lavet en lille kasse ud for hvert punkt. Prøv nu at klikke i hver kasse for at se hvilke kasser du mener at du har kompetencer i.

Hvis du kun har sat kryds ud for ”Zoneterapeut”, så vil jeg anbefale at du tager nogle kurser og skaffer dig nogle af de andre kompetencer.

Du skal ikke kunne udfylde alle stillinger til det perfekte, men du er nødt til selv at kunne varetage alle funktioner indtil du har råd til at købe andre til at gøre det.

Hvilke hatte kan du bedst lide?

Prøv nu at klikke i alle de kasser som du mener kunne være spændende at arbejde med som selvstændig terapeut.

Hvor mange kasser har du klikket? – Du skulle gerne have klikket i dem alle sammen. Hvis du vil drive selvstændig klinik på et professionelt plan er du nødt til at elske hele pakken.

Hvis du kun brænder for nogle af rollerne som jeg har listet ovenfor, så bør du ikke vælge at blive selvstændig. Du behøver ikke at have kompetencerne, dem kan du altid få. Det vigtigste er at du brænder for hver eneste del af din forretning.

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Forretningsplan, Klinik Tagged With: krav til terapeuten, roller i klinikken, selvstændig zoneterapeut

Forretningsplanen er din kliniks grundsten

april 27, 2012 by erikback Leave a Comment

Revner din klinik? © Erik Back 2012

Når du bygger et hus er det nødvendigt med et godt og stabilt fundament der kan bære huset i alt slags vejr. Når en ingeniør konstruerer et hus tager han alt i betragtning for at skabe et godt fundament.

Han skal nøje overveje formålet med huset, hvor stort huset skal være, hvilke materialer der skal bruges, hvem der skal bruge huset og hvor meget det må koste.

Ingeniøren skal også være opmærksom på vind og vejr, om der ligger en jernbane hvor tog kan ryste huset eller om kreative unge kunne finde på at male på facaden.

Placeringen af huset er heller ikke uden betydning; han skal overveje om jorden er våd eller tør, om det ligger i et fredet område og om det er nemt at køre til i bil.

Kort sagt: At bygge et hus kræve god planlægning. Det er ikke nok at beslutte at bygge et hus og bare stable nogle sten på den nøgne jord, for så står huset ikke ret længe.

Din klinik er som at bygge et hus – den kræver en plan. Desværre har jeg set rigtig mange der starter som selvstændig terapeut uden at have det rette fundament.

Din kliniks fundament

Når du har taget beslutningen om at blive selvstændig med egen klinik så har du brug for en forretningsplan. Den er dit grundlæggende fundament og hvis du gør et godt stykke arbejde så vil den også sikre din succes.

Hvis du allerede har startet din egen klinik, men ikke har en forretningsplan, så er det ikke for sent at lave den.

Forretningsplanen tager tid at lave og jeg kan anbefale at du som minimum bruger hver dag i et par uger på at lave din forretningsplan. Den kan virke uoverskuelig at lave, men heldigvis er der hjælp at hente.

For at gøre det nemmere vil jeg, i mine kommende artikler, gennemgå hvert enkelt trin af forretningsplanen set fra en terapeuts synsvinkel.

Til at starte med vil jeg anbefale dig at oprette en profil og gøre dig bekendt med forretningsplanen på Start Væksts hjemmeside, for det er den vi kommer til at arbejde med.

Jeg hjælper dig også gerne med at lave din forretningsplan. Kontakt mig for at aftale et møde eller bestil en tid online. Som udgangspunkt tager jeg 800 kr. i timen for konsulentbistand.

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Forretningsplan, Klinik Tagged With: forretningsplan, fundament, hjælp til forretningsplan, konsulent, plan for klinik

Vil du arbejde som zoneterapeut?

april 26, 2012 by erikback 4 Comments

Start egen klinik © Erik Back 2012

Jeg har to hele dage hvor mine klienter kan bestille tid til zoneterapi i min klinik, men det betyder ikke at jeg holder fri de andre dage. Når man arbejder som selvstændig, så arbejder man mere end 37 timer om ugen og til en dårligere betaling; i hvert fald i starten.

Hvis du overvejer at skifte arbejde og gerne vil tjene mange penge, så skal du nok ikke vælge at blive zoneterapeut. Med en uddannelse som zoneterapeut kan du nemlig ikke blive ansat på fuld tid.

Du kan ikke få et arbejde som zoneterapeut på fuld tid, fordi zoneterapi endnu ikke er en offentlig anerkendt behandlingsform og derfor kan det være svært at få klienter nok til at ansætte en terapeut på fuld tid.

Hvis du skal ansættes på fuld tid så kræver det at du bliver ansat i en klinik eller virksomhed hvor der allerede er andre behandlere eller hos en zoneterapeut der har så meget at lave at der er brug for en terapeut mere.

End ikke de meget store virksomheder der udbyder tværfaglige behandlinger har så stor efterspørgsel at det kan betale sig at ansætte en zoneterapeut på fuld tid.

Mist ikke modet

Men bare rolig, du kan stadig skabe dig en god fast indtægt på zoneterapi, men det kræver at du bliver selvstændig og arbejder hårdt på at få din klinik til at give overskud.

Ifølge statistikken er der klienter nok der efterspørger zoneterapi, men problemet er at meget få zoneterapeuter ved hvordan man driver en klinik. Jeg har ofte set behandlere der lukker klinikken inden der er gået et år.

Det er specielt ærgerligt fordi der er så mange dygtige behandlere og der er brug for dem. For at du kan få succes med din klinik er det afgørende om du har lavet en god plan for din klinik og dig selv over de næste tre år. Det kaldes en forretningsplan.

I den kommende tid vil jeg gennemgå forretningsplanen set med en zoneterapeuts øjne. Det bliver en artikelserie som kan bruges af dig som vil starte en klinik for zoneterapi, men den kan også bruges af andre terapeuter og behandlere.

Som klient får du mulighed for at følge lidt med i hvad en zoneterapeut laver udover at behandle.

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Forretningsplan, Klinik Tagged With: egen klinik, forretningsplan, job som zoneterapeut, selvstændig zoneterapeut

Nyt hos Sulcus: Vejledning i klinikdrift

april 24, 2012 by erikback Leave a Comment

Egen klinik © Erik Back 2012

Mennesket er en kompleks størrelse og det har mange kvaliteter og potentielle kompetencer.

Dette menneske har, som de fleste zoneterapeuter, en anden baggrund end zoneterapi. Det forholder sig nemlig sådan at kun meget få kan leve af zoneterapi.

Derfor har mange zoneterapeuter en anden sundhedsfaglig baggrund eller også tilbyder de zoneterapi som et supplement til en anden behandlingsform..

Zoneterapi er en kendt behandlingsform og det er den mest brugte alternative behandlingsform i Danmark. Men den har stadig ikke anerkendelse nok til at det er muligt at blive ansat som zoneterapeut.

De fleste zoneterapeuter er selvstændigt erhvervsdrivende og pt. er det desværre den eneste måde at praktisere sit fag. Der er nemlig rigtig mange terapeuter der ikke har hverken kompetencerne eller lysten til at drive selvstændig klinik.

Det betyder at mange terapeuter kun driver hobbyvirksomhed ved siden af deres fuldtids- eller deltidsjob. Det er ærgerligt at mange kompetente zoneterapeuter således må vælge at lave noget andet end at behandle.

Der mangler god vejledning for terapeuter der gerne vil starte deres egen klinik, fordi der ikke er ret mange i branchen der har kompetencerne til at give denne vejledning.

Mit hemmelige jeg

Jeg har også en anden baggrund end zoneterapeut. Jeg har ikke en anden sundhedsfaglig baggrund, men derimod har jeg en række kompetencer der udfylder hullerne i branchen.

I fire år har jeg drevet selvstændig klinik og jeg har opnået de fleste af mine målsætninger. Dem har jeg opnået fordi jeg er god til at lægge strategier, planer og budgetter. Jeg har gode kompetencer for drift af klinik.

Disse kompetencer henter jeg i min uddannelse fra Handelshøjskolen i Aarhus hvor jeg har en cand.merc.sol. Det er en kandidatgrad der på almindeligt dansk betyder at jeg er civiløkonom med speciale i strategi og ledelse.

De kompetencer jeg har som civiløkonom kombineret med min erfaring som zoneterapeut giver mig muligheden for at udvide min virksomhed til også at omfatte vejledning for selvstændige terapeuter.

Jeg har derfor oprettet en helt særlig kategori her på siden hvor jeg jævnligt udgiver artikler rettet mod dig som er, eller vil være selvstændig terapeut.

Mit første projekt er at hjælpe dig med at lave en forretningsplan. I en serie af artikler gennemgår jeg hvert punkt i forretningsplanen set med en terapeuts øjne.

Del dette:

  • Twitter
  • Facebook

Filed Under: Klinik Tagged With: drift af klinik, egen klinik, rådgivning, selvstændig terapeut, starte klinik, vejledning

Sulcus Zoneterapi
v. Erik Back
Falstersgade 31b, 1.th
8000 Aarhus C
t. 20 21 69 46

Copyright © 2023 · Metro Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in