William Fitzgerald giver et utal af eksempler på døve patienter der får hørelsen igen på enten det ene eller andet øre, i sin bog fra 1916. Selv efter mange år med døvt øre har han haft succes med at give sine patienter hørelsen igen med zoneterapi. Fitzgerald benyttede ikke foden til at behandle på, som de fleste zoneterapeuter gør i dag, han benyttede primært fingrene, næse- og mundhule. Således brugte han yderste led på ringfingeren og gummen omkring visdomstænderne til at behandle døve øren. Det skal også understreges at alle hans klienter var hørende fra fødslen, så deres problemer er opstået senere.
Nutidens zoneterapeut vil for det meste behandle de systemer på foden, som har indflydelse på hørelsen. Jeg har endnu ikke selv ret stor erfaring med døvhed og zoneterapi, men jeg har ualmindelig gode resultater med mellemørebetændelse og et enkelt tilfælde med ’susen’ for ørerne. Det skal dog ikke afholde mig fra at give nogle ideer til hvad du selv kan gøre, for zoneterapien kan ikke skade.
Kroppens organer samarbejder på en måde vi endnu ikke helt har gennemskuet og når der er problemer med ørerne vil nyrerne som regel også være påvirket. Derfor er nyrerne en af de vigtige zoner som zoneterapeuten vil behandle sammen med ryggen og resten af urinvejene. På tegningen kan du se nyrerne og ørerne på den ene fod og disse to steder kan du massere for at hjælpe behandlingen. Du kan også supplere med udstrækning af ryggen og massage af ryggens zoner på foden.
Problemer med hørelsen kan sagtens være et symptom på andre problemer og her spiller psyken også en stor rolle. Således kan stress og angstlidelser sagtens være kilden til problemet.