I mine behandlingsforløb med zoneterapi indgår der altid en kort analyse af din livsstil og du kan være helt sikker på at jeg også spørger til din motion.
Grunden til at jeg vægter motion højt er at et af mine mål med zoneterapien er at få din krop i balance til at kunne hele sig selv, ikke bare lige nu men resten af dit liv. Det lyder måske som et stort mål, men hvis du dyrker regelmæssig motion så er du rigtig godt på vej til et liv uden sygdom.
Hvor tit skal du så motionere? – Det skal du hver dag!
”Men det har jeg ikke tid til!” – tænker du nok? – Jo, det har du, for har du tænkt over hvor meget tid du bruger på at være syg og gå til behandling?
Lad os sætte tingene lidt i perspektiv…
De fleste af mine klienter mener fx at det er normalt at være forkølet 3-4 gange om året. Personligt er jeg næsten aldrig forkølet, der gik halvandet år mellem mine sidste to forkølelser!
En forkølelse varer cirka en uge, men dette kan variere meget. På anden og tredjedagen af forkølelsen har du det værst og får ikke udrettet noget. Det er typisk her at folk melder sig syge.
Hvis vi antager at du kun sygemelder dig en enkelt dag og er forkølet fire gange på et år, så svarer det til omtrent 32 arbejdstimer du bruger på at være forkølet. Den tid kunne du have brugt på en hel måneds træningsindsats.
Mange sygemelder sig pga. stress eller følgerne af stress og her er sygedagene langt mere end fire om året. Som regel er det mindst to ugers sygdom hvor den sygemeldte går til behandling for fx hovedpine, spændinger, depression, angst, ledsmerter, betændelser etc.
Disse behandlingsforløb involverer fx kiropraktor, zoneterapeut, fysioterapeut, læge, massør, psykolog osv. Mange klienter går til 3-4 behandlinger om ugen!
Disse sygemeldinger svarer til mellem 3 og 12 måneders motion en time hver eneste dag!
Du har ikke tid til motion, men har du tid til at være syg?
Kom i gang!
På MotionDanmark fortæller Cand.Scient Martin Langagergaard om hvordan du kan finde motivationen til at komme i gang med motionen.
Han skriver at træningen skal give mening og være sjov, derudover er det vigtigt at du sætter små og realistiske mål med din træning. Han giver seks små tips for at holde motivationen:
1. Tænk over hvad træningen giver dig
2. Giv træningen mening og gør den sjov
3. Træn med andre
4. Forbered dig på træningen
5. Tænk over hvad der gik godt under træningen
6. Registrer de små sejre
Tre ekstra tips
7. Træn dagligt. Sørg for at få mindst en halv times motion hver dag. Det kan sagtens lade sig gøre at finde tiden til det, men det kræver at du ændrer dine rutiner. Det kan godt tage lang tid at ændre sine rutiner, så start med et lille skridt ad gangen.
8. Din træning bør være varieret så du kan bevare motivationen. Den samme træningsform kan godt blive kedelig eller demotiverende, især hvis du er nybegynder. Du kan fx melde dig i en sportsklub hvor du træner noget specielt som løb, svømning, boldspil eller noget helt andet et par gange om ugen. Den træning kan du supplere med to gange i træningscenter, en løbetur, morgensvømning og noget nyt og sjovt en gang om ugen (fx rulleskøjter, klatring, rundbold osv.) Så er du allerede oppe på syv træninger om ugen.
9. Vær tålmodig og giv aldrig op! Det tager tid at komme i god form og du skal regne med at de første tre måneder er de hårdeste. På et tidspunkt vil du opleve at din fremgang står stille eller går lidt tilbage, men det er helt normalt. Efter 3-6 måneder er den daglige motion en vane og en fast del af din hverdag.
Læs også [18 Exercise Habits That Are Guaranteed to Keep You Fit] på min blog “Healthy Habits”.